Spørg lægen

Væske i livmoderen

13. June 2018 13:59
Madeleine Sørensen

Hej, Mit stimulerede fryseforsøg er lige blevet aflyst, da min slimhinde var for tynd (den var højst 6,2 mm men var så i dag 4,2 mm). Jeg har ofte væske i min livmoder, når jeg bliver stimuleret – enten i forbindelse med ægudtagning og senest dette fryseforsøg, og jeg oplever også at jeg har meget udflåd ved begge behandlinger. Jeg har tidligere fået forestaget en hysteroskopi og 3D skanning af min livmoder, hvor alt var normalt. Det er som om væsken først opstår, når jeg bliver stimuleret med hormoner (fsh eller østrogen), for der er ingen væske ved skanningerne, når jeg ikke tager hormoner. Jeg har tidligere fået lagt et æg tilbage, da væske forsvandt efter ægudtagning. Min slimhinde bliver aldrig særlig tyk, så jeg tror at det er grunden til, at jeg er i stimuleret frysecyklus.
Hvad kan man gøre for at undgå at der samles væske i livmoderen?

Tak fordi du vil tage dig tid til at besvare mit spørgsmål.

Venlig hilsen

Madeleine

Svar fra lægen

Kære Madeleine. Det er ikke nemt at svare på dit spørgsmål. Du har fået lavet en hysteroskopi, så man bør kunne udelukke, at du har sammenvoksninger i livmoderen. Det er en vigtig ting. Væsken i livmoderen kan også være sekret. Har du fået lavet kejsersnit tidligere? Hos nogle kvinder er arret ikke helet ordentligt, og så kan kirtler i arret producere en masse slim. I det tilfælde kan man sende dig til en operation for at få syet arret indefra. Endeligt kunne man overveje at køre dig i din egen cyklus og se, om det giver en bedre slimhinde. Problemet med tynde slimhinder kan være svært at løse, der findes ingen sikre løsninger. Med venlig hilsen, Ursula Bentin-Ley
Besvaret 13. June 2018 14:13

Hvad kan du forvente som patient på Dansk Fertilitetsklinik

Send os en mail!

Vil du bestille en tid eller har du spørgsmål som ikke besvares i vores FAQ? Vi er her for at hjælpe dig.