Spørg lægen

Sædkvalitet og højtsiddende testikel

18. February 2021 11:40
Lea

Hej
Min mand og jeg er begge 27 år og prøver at få et barn.
Vi er dog blevet opmærksomme på at mandens sædkvalitet kan blive dårligere hvis hans testikler ikke faldt ned i barndommen. Min mands ene testikel fik han opereret ned da han blev 6 år. Er det noget vi bør være bekymret over ift hans sædkvalitet? Eller er det noget vi bør få undersøgt?

Svar fra lægen

Kære Lea

Sædkvaliteten kan godt blive påvirket af, at din mands testikler ikke var faldet ned i pungen ved fødslen. Normalt vil man ikke begynde at undersøge jer for fertilitetsnedsættende faktorer før I har forsøgt at blive gravide i et år. Men når man kender til mulige faktorer som kan påvirke sædkvaliteten, giver det mening at kigge på det tidligere. Om ikke andet, så for at I får ro i sjælen og slipper for unødvendige bekymringer.

Jeg vil anbefale, at din mand beder egen læge om at blive henvist til en sædanalyse. Hvis den viser at sædkvaliteten er normal eller let nedsat, skal der ikke gøres mere inden der er gået et år. Hvis sædkvaliteten er moderat eller svært nedsat bør I henvises til fertilitetsudredning med det samme.

Med venlig hilsen, Ursula Bentin-Ley

Besvaret 18. February 2021 11:34

Hvad kan du forvente som patient på Dansk Fertilitetsklinik

Send os en mail!

Vil du bestille en tid eller har du spørgsmål som ikke besvares i vores FAQ? Vi er her for at hjælpe dig.