Spørg lægen

Sædkvalitet

10. September 2021 13:22
Mathias

Kære vedkommende. Jeg har fået testet min sæd 2 gange, og den lå på 37. Mio Pr. Milliliter og 7/8 mio. Pr. Milliliter oprenset. De sagde, at den var fin nok, men mit spørgsmål går på, om kvaliteten har kunnet være højere, hvis det var helt frisk sæd? Altså de prøver jeg afleverede var 1 time og 45 min. Gamle(skulle være der indenfor 2 timer). Så vidt jeg kan læse mig på nettet, har jeg lettere nedsat, men det skulle være meget normalt i Danmark. Og ville jeg med den kvalitet kunne opnå naturlig graviditet?

Vh
Math.

Svar fra lægen

Kære Mathias

Når man vurderer sædkvaliteten, ser man på antallet af sædceller som svømmer ligeud (progressivt motile sædceller). Men man vurderer også andre parametre i en rigtig sædanalyse, som for eksempel hvor mange sædceller der ser normale ud (det skal være over 12%), hvor langt de kan svømme i løbet af 1 time (40-50mm/time), og hvor mange der bevæger sig normalt 3 timer senere.

Efter en sædoprensning vil man under optimale omstændigheder gerne have mellem 10 og 20 millioner af de gode svømmere. Hvis man i sædanalysen har fundet frem til, at antallet af normalt udseende sædceller er nedsat, eller at de ikke svømmer så langt som de skal, vil chancen for en naturlig graviditet være lavere end normal, uanset hvor mange gode svømmere der er.

Det er således summen af alle faktorer der siger noget om graviditetschancen. Jo flere negative faktorer, desto sværere bliver det. Læs mere om befrugtningsprocessen.

Når man laver en sædoprensning til behandling, kan man ikke samtidigt vurdere udseendet og hvor langt de svømmer, da disse undersøgelser medfører, at man må tage sædceller fra som ikke kan bruges til behandling. Derfor bruger man kun antallet af gode svømmere til en frisk behandling.

En sædprøve kan sagtens klare transporttiden på 1,5 timer, bare den bliver holdt varm ved kropstemperatur. Så du vil ikke forbedre din sædkvalitet ved at lave sædprøven inde på klinikken.

Der er rigtig mange mænd som har let nedsat sædkvalitet, og som alligevel gør deres partner naturligt gravid. Ofte går der lidt længere tid inden det lykkes, og det kan være en god grund til at vælge at gå i behandling i stedet for.

Det er vigtigt at du har sædafgang 2-3 gange om ugen, at du ikke ryger, da rygning (også hash og Marihuana) nedsætter sædkvaliteten. Det samme gælder for et stort  forbrug af alkohol, koffein og sodavand. Er du overvægtig, vil fedtet omkring maven forhøje kroppens indhold af østrogen (kvindeligt kønshormon), hvilket nedsætter dit testosteron niveau og dermed også påvirker sædkvaliteten. Det er vigtigt at undgå for meget rødt oksekød, derimod er fed fisk godt for din sædkvalitet.

Du finder mere om livsstil og fertilitet på vores hjemmeside.

Bedste hilser, Ursula Bentin-Ley

 

 

 

Besvaret 10. September 2021 13:18

Hvad kan du forvente som patient på Dansk Fertilitetsklinik

Send os en mail!

Vil du bestille en tid eller har du spørgsmål som ikke besvares i vores FAQ? Vi er her for at hjælpe dig.