Spørg lægen

Endometriose og ivf

24. April 2018 17:10
Tenna

Hej,

Jeg håber i kan være behjælpelige med at svare på mine spørgsmål og på forhånd tak.

Først lige lidt baggrundsviden:
Jeg er 27 år og fik for 1 år siden konstateret endometriose, på tarm og rektovaginalt, efter stop med minipiller. Fik det konstateret ved UL og MR og er ikke opereret. Stoppede minipiller pga. Graviditetsønske.
Det skal lige nævnes at min kærestes sædkvalitet er normal og mit amh er 17,7 og fsh 5,8. Er normalvægtig og ellers rask.
Vi har forsøgt at blive naturligt gravide over 5 måneder uden held. Vi er derfor opstartet ivf, hvor vi har haft én behandling.
Fik taget 5 æg ud hvor 2 udviklede sig til blatocyster (de mener at de få æg skyldes nedregulering på 3 måneder). Fik lagt 1 frisk æg op (score 5ab) som endte i en bio. 2 forsøg var fryse æg (score 3bb) i normal cyklus uden hormoner som endte negativt.

Spørgsmål:
1.
Jeg har fået at vide at 70% bliver gravide ved hjælp, men hvordan ser det ud i forhold til endometriosepatienter – er der gode chancer? (De 70% er jo inkl. Alle der får hjælp).
2.
Hvordan vurderer i umiddelbart mine chancer ud fra ovenstående for at blive gravid? Er meget fortvivlet om det vil lykkes.
3.
Jeg skal lige om lidt tage stilling til om jeg ønsker at blive opereret grundet smerter. Jeg er meget i tvivl, da jeg ved der er risiko for komplikationer grundet tarminvolvering og da jeg ved at jeg er fri for smerter ved hormonbehandling. Har i erfaringer med at graviditetschancen øges hvis endometriose, som sidder som i mit tilfælde, fjernes?
4.
Af ivf-behandling fik jeg:
Nedregulering: procren
Hormonstimulering: Gonal-f og luveris
Ægløsningssprøjte: Ovitrelle
Efter ægoplægning fik jeg crinone vaginalgel i 14 dage x 1 dgl.
Vil i anbefale anden behandling til endometriose-patienter og hvis ja, hvad ville i gøre anderledes?
Kan fx læse på jeres hjemmeside at i ikke vil give standard behandling, men en stimulation som vil modvirke endometriosens indflydelse på slimhinden?
5.
Min cyklus er normalt 24-26 dage og fra jeg får ægløsning til menstruation er der som regel kun 9-11 dage. Fik lagt fryseæg op 6 dage efter ovitrellen. Kan den korte cyklus have haft indflydelse på det negative resultat med fryseæg i normalcyklus?

Svar fra lægen

Hej, det var rigtig mange spørgsmål. 1) 3 måneders nedregulering er rigtig fint. Men du burde nok have haft en højere dosis for at lave flere æg. 2) Endometriose nedsætter din graviditetschance i forhold til jævnaldrende kvinder, men overordnet er dine tal fine, så jeg vil tro på det lykkes. 3) Ved en operation kan man komme til at påvirke ægreserven, selvom man ikke opererer direkte på æggestokkene. Det har jeg set tidligere. Det er ikke noget risikofrit indgreb, så man skal tænke sig rigtig godt om. Måske er der en medicinsk behandling som virker lige så godt for dig? 4) Jeg synes man skulle se på både stimulationen og den lutealfase støtte som du får efter ægoplægningen. 5) Jeg ville anbefale nedregulering forud for frysebehandlingen, og foretage denne i en hormonstimuleret cyklus for at optimere slimhinden. Held og lykke! Med venlig hilsen, Ursula Bentin-Ley
Besvaret 24. April 2018 17:30

Hvad kan du forvente som patient på Dansk Fertilitetsklinik

Send os en mail!

Vil du bestille en tid eller har du spørgsmål som ikke besvares i vores FAQ? Vi er her for at hjælpe dig.