Spørg lægen

Anoreksi og pco

29. October 2021 11:00
Inge

Hej
Kan man have både anoreksi og pco?
Jeg er snart 30 år og fik anoreksi som 15-årig. Jeg fik ikke menstruationen før engang i 20’erne – tilsyneladende pga. for lav vægt.
Da jeg for et par år siden gerne ville blive gravid, blev jeg henvist til fertilitetsbehandling og fik konstateret pco. Jeg havde der været normalvægtig i et par år, men min menstruation var stadig meget uregelmæssig.
I starten var jeg irriteret over, at jeg gennem mange år har fået at vide, at jeg er syg og skal tage mere på for at få regelmæssig menstruation, når det nu viste sig, at der var en anden årsag, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de mange ægblærer er kommet af undervægten. Hvad kom først – hønen eller ægget?
Kan man få pco pga. manglende hormoner som følge af undervægt/ernæring?

Svar fra lægen

Kære Inge

Det er dejligt at høre, at du er kommet ud af din anoreksi. Du skriver ikke noget om, hvor lav dit BMI var, og hvor længe du var undervægtig.

Når jeg spørger til dette skyldes det, at svær anoreksi også kan påvirke de centre i hjernen som styrer din menstruationscyklus. Det er ikke usædvanligt, at kvinder efter en periode med svær anoreksi har uregelmæssige menstruationer og problemer med fertiliteten. Man kalder denne tilstand for hypogonadotrop hypogonadisme. Det betyder, at de manglende menstruationer skyldes manglende hormonsignaler fra hypothalamus og hypofysen.

Du skriver, at du har fået konstateret PCO. Ved du, om du er blevet udredt for PCOS? Forskellen mellem de to ting er, at PCO blot betyder, at du har mange ægblærer i æggestokkene. For at kunne stille diagnosen PCOS skal du ud over mange ægblærer i æggestokkene også have forhøjet mandligt kønshormon i blodet. Man tester det ved en såkaldt androgen status (en blodprøve der kan tages når som helst i cyklus). Ved PCOS fejler din hypofyse ikke noget, men du har også uregelmæssige menstruationer. Ofte viser det forhøjede mandlige kønshormon sig ved, at kvinden har øget kønsbehåring og tendens til akne.

Hvis du har en korrekt diagnosticeret PCOS er hele dit stofskifte påvirket af det. Det kan give langtidsfølger i form at forhøjet blodtryk, sukkersyge og en lidt forhøjet risiko for at udvikle kræft i livmoderen som ældre. Ofte kan livsstils ændringer nedsætte risikoen for langtidsfølger. Du kan læse mere om PCOS og fertilitetsbehandling, og hvad du selv kan gøre, andre steder på hjemmesiden. Bare følg linket.

Umiddelbart er mit bedste gæt, at dine uregelmæssige menstruationer skyldes en påvirkning af din hypofyse. Du kan sagtens have mange ægblærer i æggestokken og samtidigt forstyrrelser i hypothalamus/hypofysen.

Det er vigtigt at få klarlagt årsagen til menstruationsforstyrrelserne inden du skal starte på en egentlig fertilitetsbehandling, da den måde man skal sætte gang i dine menstruationer og ægløsninger på, formentlig vil være forskellige. I begge tilfælde vil man starte med insemination, hvis dine æggeledere er normale og din partners sædkvalitet er egnet til insemination. Ved PCOS vil man dog ofte stimulere med tabletter, hvorimod man skal give indsprøjtninger med både FSH og LH hormon når det skyldes forstyrrelser i hypofyse hormonerne.

Held og lykke!

Bedste hilsner fra Ursula Bentin-Ley

 

 

 

 

Besvaret 29. October 2021 10:18

Hvad kan du forvente som patient på Dansk Fertilitetsklinik

Send os en mail!

Vil du bestille en tid eller har du spørgsmål som ikke besvares i vores FAQ? Vi er her for at hjælpe dig.