Valg af donorsæd kan være rigtig svært. Skal du bruge donorsæd, er der flere spørgsmål som du bør stille dig selv inden du vælger donor. Du og barnet kan få forskellige oplysninger om donor, afhængig af, hvilken type sæddonor du vælger. Det er vigtigt du tænker dig godt om, da valget ikke kan fortrydes på et senere tidspunkt når du er gravid.

Hvilke oplysninger ønsker du at få om donor?
Ønsker du en donor med basisprofil eller med udvidet profil?

Basisoplysningerne om sæddonorer omfatter øjenfarve, hårfarve, højde og vægt. Disse oplysninger har du krav på at få, uanset hvilken sæddonor du vælger.

Ønsker du at få flere oplysninger om donor er det muligt, hvis du vælger en donor med udvidet profil. Det er vigtigt at vide, at oplysningerne er anonymiserede, så du ikke kan identificere donor ud fra oplysningerne. Typisk vil sædbankerne lægge oplysninger ud om donors blodtype og oplysninger om donors interesser og beskæftigelse. Det kan være, du også kan se donors håndskrift eller høre hans stemme og se et babybillede. Hvilke oplysninger du helt konkret har adgang til kan variere mellem de forskellige sædbanker.

Hvilke oplysninger ønsker du barnet skal have om donor?
Ønsker du en anonym eller en åben donor?

Beslutter du dig for en anonym sæddonor, kan hverken du eller barnet senere hen få donors identitet at vide. Donor er anonym og vil være det for altid.

Hvis du vælger en åben donor kan barnet (men ikke du) efter det er fyldt 18 år, henvende sig til sædbanken. På sædbanken kan barnet bede om flere oplysninger om donor. De fleste åbne donorer har også forpligtet sig til en enkelt kontakt med barnet. Det kan for eksempel være et møde på sædbanken eller en telefonsamtale. Herudover kan sædbanken eventuelt udlevere flere helbredsoplysninger om donor. Husk at spørge på sædbanken hvilke oplysninger de vil udlevere til barnet når det fylder 18 år.

Donorer med udvidet profil kan være både åbne og anonyme, så der er mange valgmuligheder.

Du skal selv købe din donorsæd hos sædbanken

Hvis du selv køber din donorsæd i sædbanken bestemmer du helt selv hvilken donor du vil have. Du har også den fulde risiko hvis donor bliver spærret.

Når du selv køber sæden på sædbanken, skal du også betale  sædbanken for transport af sæden til klinikken, og for modtagelse og opbevaring af donorsæden på klinikken. Vi anbefaler at du kontakter sædbanken i god tid inden du skal bruge donorsæden, så du undgår ekstra udgifter til akut levering og modtagelse af donorsæd. Du finder mere information på vores prisliste.