• Dansk
  • English
  • German

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

FAQ – hyppige spørgsmål til Dansk Fertilitetsklinik

Her finder du svar på de spørgsmål om IVF og insemination vi ofte får stillet. Mange af spørgsmålene vil du også kunne finde svar på i den udleverede behandlingsvejledning.

Fandt du ikke svar på et spørgsmål, hører vi naturligvis meget gerne fra dig. Du kan evt. sende dit spørgsmål via Spørg lægen, vores kontaktformular eller ringe til os på 3834 9030

Reservation af donorsæd til IVF eller insemination til søskendebørn

Er du blevet gravid ved behandling med IVF eller insemination, har du mulighed for at reservere sæd fra samme sæddonor til søskendebørn. Hvis du har købt donorsæden gennem os kan du kontakte klinikken og få oplyst donors nummer. Herefter kan du kontakte sædbanken for at reservere sæd til flere søskendebørn. Har du selv købt sæden kan du reservere flere sædstrå direkte hos sædbanken.

Faderskabssag ved IVF eller insemination?

Er du single eller lesbisk og blevet gravid efter IVF eller insemination, skal du efter fødslen over for statsamtet oplyse hvem faderen er. I det tilfælde kan du oplyse at du er blevet gravid med donorsæd efter behandling med IVF eller insemination hos os. Statsamtet vil så sende et brev til os og vi skal bekræfte at det er korrekt.

Gravid med IVF eller insemination: hvad med medicin, alkohol og rygning?

Uanset om du er spontan gravid eller gravid efter IVF og insemination skal du undgå medicin, tobak og alkohol. Prøv at kigge på vores hjemmeside under ”livsstil” hvor du finder mere information om livsstils faktorer.

Gravid med IVF eller insemination. Hvornår skal jeg til egen læge?

Er du blevet gravid efter IVF eller insemination, anbefaler vi, at du venter med at bestille tid til første graviditets undersøgelse hos egen læge indtil du har været til graviditets skanning, så egen læge også får resultatet af graviditets skanningen. Du må godt bestille tid før skanningen.

Hvornår må jeg stoppe med progesteron behandlingen ved IVF?

Ved IVF behandling må du normalt stoppe progesteron behandlingen 3 uger efter den positive graviditetstest. Mange offentlige IVF klinikker stopper allerede ved graviditetstesten. De undersøgelser der er lavet kan dog ikke udelukke, at op til 5% af kvinderne vil abortere hvis de stopper progesteron for tidligt efter IVF. Derfor anbefaler vi at du fortsætter indtil graviditetsskanningen.

Er du blevet gravid ved oplægning af fryseæg i en hormonstimuleret cyklus, skal du fortsætte i endnu 3 uger efter graviditetsskanningen. Det gælder også for friske IVF behandlinger, hvis du har fået en alternativ ægløsning for at forebygge overstimulation, og du derfor tager både østrogen og progesteron.

Hvornår skal jeg komme til graviditetsskanning?

Uanset om du er gravid med IVF eller insemination, skal du komme til skanning 3 fulde uger efter den positive graviditetstest. Selv om vi ved IVF og insemination ved hvornår du er blevet gravid, kan vi først på det tidspunkt forvente at se et lille foster og se om hjertet slår.

Hvor mange får tvillinger ved insemination?

Man må inseminere på op til 3 store ægblærer, fordi chancen for graviditet pr. ægblære kun ligger på omkring 10% pr. insemination. I 2014 ventede 10 % af de kvinder, som blev gravide ved insemination hos os tvillinger.

Kan man blive gravid uden for livmoderen ved insemination?

Ja, det kan du. Det er blandt andet derfor du laver en graviditetstest, selv om du bløder. Du skal komme til graviditetsskanning 3 uger efter en positiv graviditetstest.

Må man have samleje efter insemination?

Ja, det anbefaler vi faktisk. Sædvæsken indeholder nogle stoffer, som formentlig virker fremmende på chancen for at blive gravid.

Jeg er begyndt at bløde før graviditetstesten. Skal den laves alligevel?

Ja. Man kan godt gennemføre en normal graviditet selv om man bløder lidt omkring menstruationen. Har kvinden kraftig menstruation og en positiv graviditetstest, bør man tænke på at graviditeten også kan sidde uden for livmoderen. Derfor bør du altid teste om du er gravid når du har fået en insemination.

Hvornår skal den ægløsnende indsprøjtning tages ved insemination?

Den ægløsnende indsprøjtning skal tages 36 timer før tidspunktet for inseminationen med mindre andet er aftalt.

Skal jeg stikke mig selv under behandling med insemination?

Ja. Hormonstimulationen til insemination foregår ved hjælp af tabletter eller indsprøjtninger i maveskindet. Vores sygeplejersker viser dig hvordan du skal gøre. Har du svært ved at stikke dig selv, kan din mand eller en veninde gøre det for dig.

Bruger jeg alle mine æg når jeg bliver stimuleret til insemination?

Nej. Hver eneste dag begynder en gruppe ægceller at vokse. Normalt er det kun et enkelt æg som når frem til ægløsningen, de andre går til grunde. Ved at give dig lidt ekstra hormon er der flere æg som modnes og når frem til ægløsningen i stedet for at de dør på grund af hormonmangel.

Hvorfor skal jeg have hormonbehandling til insemination?

Det kommer an på årsagen til barnløsheden. Ved at stimulere med hormoner kommer der ofte en bedre synkronisering mellem æg og slimhinde og der ved øges chancen for at opnå graviditet. Kommer der til to ægblærer kan chancen for aviditet være op til dobbelt så høj, som når der kun er en enkelt ægblære tilstede. Derfor råder vi som regel til stimulation, hvis ikke risikoen for tvillinger skønnes at være stor.

Hvor mange gange kan man blive behandlet med insemination?

Det kommer an på årsagen til barnløsheden. Normalt vil det være rimeligt at forsøge insemination med mandens sæd 3 gange. Herefter tilrådes det ofte at gå videre med reagensglas behandling, hvis du ikke er blevet gravid.

Er du sund og rask, under 40 år og bliver behandlet med donorsæd, tilbyder vi op til 6 inseminationer, ellers er det 3 inseminationer.

Er der ventetid på behandling med insemination?

Nej. Når først man har været til den indledende samtale og alle nødvendige undersøgelser er lavet, er der ingen ventetid på opstart af behandling. Vi har en kort ventetid til den indledende samtale, men vores udredningsprogram er hurtigt of effektivt. Det meste bliver klaret ved den første samtale. Du kan finde en liste med undersøgelser som egen læge kan foretage i ventetiden, således at du kan starte behandling umiddelbart efter samtalen.

Er behandling med insemination gratis?

Ja. Undersøgelser og inseminationen er gratis, hvis man medbringer en henvisning fra egen læge. Medicin og donorsæd skal man selv betale.

Du kan ikke bruge en henvisning til barn nr. 2.

Hvornår skal jeg stoppe med progesteron efter IVF?

Ved IVF må du stoppe 3 uger efter en positiv graviditetstest. Mange offentlige klinikker stopper allerede ved graviditetstesten. De undersøgelser der er lavet kan dog ikke udelukke at op til 5% af kvinderne vil abortere hvis de stopper for tidligt. Derfor anbefaler vi at du fortsætter indtil graviditetsskanningen.

Har du haft mange follikler under IVF stimulationen og fået en alternativ ægløsning som beskytter mod overstimulation, får du både østrogen (progynon tabletter eller østrogen plaster) og progesteron (Lutinus, Crinone). I dette tilfælde skal du fortsætte med begge dele indtil du er fulde 10 uger (6 uger efter den positive graviditetstest).

Er du blevet gravid efter oplægning af fryseæg i en hormonstimuleret cyklus, skal du også fortsætte med både østrogen og progesteron indtil du er 10 fulde uger (6 uger efter den positive graviditetstest).

Hvornår skal jeg komme til graviditetsskanning efter IVF?

Ved IVF behandling skal du skannes 3 uger efter den positive graviditetstest. Først på det tidspunkt kan man forvente at se et lille foster i livmoderen og se om hjertet slår.

Kan jeg blive gravid uden for livmoderen ved IVF behandling?

Ja. IVF nedsætter risikoen, men beskytter ikke 100% mod graviditet uden for livmoderen. Én til to procent af alle graviditeter efter IVF ender som en graviditet uden for livmoderen, selv om æggene blev lagt i livmoderhulen.

Jeg er begyndt at bløde før graviditetstesten. Skal den laves alligevel?

Ja. Man kan godt gennemføre en normal graviditet selv om man bløder lidt omkring menstruationen. Har kvinden kraftig menstruation og en positiv graviditetstest, bør man tænke på at graviditeten også kan sidde uden for livmoderen.

Hvad kan jeg selv gøre for at min IVF behandling lykkes?

Se venligst afsnittet vedrørende livsstilsfaktorer her på hjemmesiden eller i vores IVF vejledning. Rygning, alkohol og overvægt hos både kvinden og manden er nogen af de faktorer hvis indflydelse er undersøgt og dokumenteret bedst. Kost og motion er også vigtige.

Hvor længe må æggene fryses ned efter IVF behandling?

Ifølge loven må befrugtede æg opbevares nedfrosset i 5 år. Dog med den undtagelse, at kvinden ikke må få lagt æg tilbage efter hun er fyldt 46 år.

Både manden og kvinden skal skrive under på at æggene må lægges tilbage. I tilfælde af dødsfald hos den ene part må æggene ikke anvendes længere. Manden har dog mulighed for at give skriftlig tilladelse til at kvinden må anvende de nedfrosne æg efter hans død. I tilfælde af kvindens død må æggene ikke lægges op i en anden kvinde.

Hvor mange får tvillinger ved IVF behandling?

Hos kvinder under 35 år som får lagt to æg af topkvalitet tilbage, vil cirka 50 % blive gravide efter ægoplægning. I denne gruppe vil 25 % vente tvillinger.

Lægger man kun ét æg tilbage hos disse kvinder, vil lige knap 40 % blive gravide, og risikoen for enæggede tvillinger er meget lille. Hos ældre kvinder er riskoen for tvillinger mindre. I 2014 lagde vi kun ét æg op i 74% af alle behandlinger hos kvinder under 40 år, og 6% af alle kvinder under 40 år ventede tvillinger efter IVF eller ICSI behandling.

Må vi ved IVF behandling have samleje efter ægoplægningen?

I dagene efter ægudtagningen er kvinden som regel noget øm i underlivet og har derfor ikke lyst til samleje. Én uge efter ægoplægningen har fosteranlægget sat sig fast i livmoderen hvis alt går godt, og så kan et samleje ikke længere skade. Samleje lige omkring ægudtagningen kan medføre at tiloversblevne æg i æggestokken befrugtes naturligt og dermed øge risikoen for tvillinger, selv når vi lægger et enkelt æg tilbage.

Er assisted hatching noget for mig?

Assisted hatching går ud på, at man med en laser laver et lille hul i æghinden, for at fosteranlægget lettere kommer ud af hinden. Det gavner ikke at lave assisted hatching hos alle kvinder. Følgende grupper har i videnskabelige undersøgelser haft en fordel af assisted hatching:

  • kvinder der ikke er blevet gravide på trods af oplægning af flotte æg 2-3 gange tidligere
  • kvinder hvor æghinden er fortykket
  • kvinder over 40 år
  • kvinder der får oplagt fryseæg
  • kvinder der har brug for høje hormondoser (det kan påvirke æghinden)
  • vi mener også, at det kan være en fordel ved oplægning af friske blastocyster

Er blastocyst dyrkning ved IVF behandling en fordel?

Ved IVF behandling bliver æggene befrugtet i laboratoriet. Fosteranlægget udvikler sig til en blastocyst på 5. dagen efter ægudtagningen. Ved at dyrke æggene i længere tid har man mulighed for at finde frem til ægget som giver størst chance for graviditet. Det forbedrer ikke det enkelte ægs kvalitet at forsøge at dyrke det til en blastocyst.

IVF behandling med blastocyst dyrkning er derfor mest egnet til yngre kvinder med gode æg, som kun ønsker ét enkelt æg lagt tilbage, for at undgå tvillinger. Er der flere blastocyster, kan disse fryses ned og opbevares i op til 5 år (dog må de ikke længere lægges tilbage når kvinden er fyldt 46 år).

Hvor mange befrugtede æg lægges der tilbage i livmoderen efter IVF behandling?

Diskussionen om antallet af æg går ud på, at oplægning af mere end ét æg ved IVF behandling medfører en risiko for at vente tvillinger. Risikoen er afhængig af kvindens alder og æggenes kvalitet. Sundhedsstyrelsen har følgende vejledning:

Er kvinden under 37 år og har flere æg af topkvalitet, er det ofte en god idé at lægge et enkelt æg op og fryse de andre æg ned de første gange.

Er kvinden over 37 år, eller er de resterende æg ikke egnede til nedfrysning, vil man ofte anbefale at lægge to æg tilbage.

Hos kvinder over 40 år må man lægge op til 3 æg tilbage, afhængigt af æggenes kvalitet.

Vi arbejder hårdt på at nedbringe antallet af æg som lægges tilbage ved IVF behandling for at nedsætte antallet af tvillinger.

Gør ægudtagningen ved IVF behandling ondt?

Nej. Normalt gør IVF behandling og ægudtagning ikke ondt, men kvinden kan opleve en menstruationslignende trækken over lænden. Vi lægger en god lokalbedøvelse i toppen af skeden, inden vi går i gang med ægudtagningen og giver også et hurtigt virkende smertestillende middel direkte i blodbanen, således at man kan opleve et lettere ubehag, men ingen smerter. Efter ægudtagningen siger 19 ud af 20 kvinder i IVF behandling, at det ikke var nær så slemt som de havde forventet. Nogle kvinder mærker slet ikke noget.

Jeg har glemt at tage den ægløsnende sprøjte til aftalt tid. Hvad gør jeg?

Ring til Hans Krog på det nødtelefonnummer du har fået oplyst. Du må ikke bare tage medicinen på et andet tilfældigt tidpunkt da det kan ødelægge behandlingen.

Hvornår skal den ægløsnende indsprøjtning tages ved IVF behandling?

Den ægløsnende indsprøjtning skal tages præcis 36 timer før tidspunktet for ægudtagningen. Glemmer du at tage indsprøjtningen, skal du kontakte klinikken straks for at lægge en ny plan. Du må endelig ikke tage indsprøjtningen et par timer senere end planlagt uden aftale med lægen.

Hvad sker der hvis jeg bliver gravid under nedreguleringen til IVF behandling?

Det er ikke farligt for fosteret. Den menstruation som skulle komme under nedreguleringen til IVF behandling i lang protokol udebliver. Når graviditetstesten er positiv, afbryder man IVF behandlingen og graviditeten fortsætter normalt.

Skal jeg stikke mig selv under IVF behandling?

Ja. Hormonstimulationen til IVF behandling foregår ved hjælp af indsprøjtninger i maveskindet. Vores sygeplejersker viser dig, hvordan du skal gøre. Har du svært ved at stikke dig selv, kan din mand eller en veninde gøre det for dig. Det er ikke muligt at foretage IVF behandling uden hormoner og indsprøjtninger.

Hvorfor skal jeg have hormoner til IVF behandling?

Ved IVF behandling stiler vi efter, at der vokser ca. 8 follikler (ægblærer) frem. Det skyldes, at der ikke altid kommer æg ud af alle follikler, og fordi ikke alle æg bliver befrugtede. Har vi 8-10 æg efter en ægudtagning, er der stor sandsynlighed for, at der også er æg til oplægning.

Bruger jeg alle mine æg i æggestokken når jeg får IVF behandling?

Nej. Hver eneste dag begynder en gruppe ægceller at vokse. Normalt er det kun et enkelt æg som når frem til ægløsningen, de andre går til grunde. Ved at give dig lidt ekstra hormon ved behandling med IVF eller insemination er der flere æg som modnes og når frem til ægløsningen i stedet for, at de dør på grund af hormonmangel.

Giver hormonbehandlingen ved IVF behandling kræft i underlivet?

Nej. Det er der ingen undersøgelser, der tyder på. Tværtimod ser det ud til, at kvinder som gennemfører en graviditet efter behandling har en lavere risiko for udvikling af kræft i æggestokkene, end kvinder der aldrig har været gravide.

Hvad er PCOS?

Forkortelsen står for “Poly Cystisk Ovarie Syndrom”. For at opfylde kriterierne for PCOS skal 2 ud af følgende 3 fund være til stede:

  • kvinden har lange intervaller mellem menstruationerne (over 35 dage)
  • på ultralyd er der mere end 12 små ægblærer i æggestokken pr. ultralydbillede
  • kvinden har akne og øget behåring eller forhøjet mandligt kønshormon i blodet

Kvinder med PCOS har problemer med ægløsningen. Ofte er de også overvægtige. Vægttab, kostændringer og motion kan ofte løse problemet. Alternativt må man stimulere æggestokkene med hormon, således at der modnes et æg hver måned.

Hvad er endometriose?

Hos nogle kvinder finder man livmoderslimhinde i bughulen, uden for selve livmoderen. Den kan sidde i æggestokkene, på æggelederen og på tarmene. Det hyppigste symptom er kraftige underlivssmerter lige op til menstruationen. Endometriose kan også give blodfyldte cyster i æggestokkene.

Man finder endometriose hyppigere hos barnløse kvinder end hos kvinder der har født. Man ved ikke med sikkerhed, om endometriose er årsagen til barnløshed hos disse kvinder. Ofte har kvinder med endometriose sværere at blive gravide ved insemination end andre kvinder og må i stedet have behandling med IVF.

Hvem kan få gratis IVF behandling på offentligt sygehus?

For at få gratis IVF behandling på sygehus må man ikke have fælles børn. Behandlingen på sygehuset ophører når kvinden fylder 40 år. Kvinden og manden skal være gift eller have levet i et ægteskabslignende forhold i en vis periode.

Er IVF behandling gratis?

IVF behandling er gratis på offentligt sygehus, men ikke hos os. Sygesikringen vil ikke give tilskud til denne behandling uden for sygehuset. Gratis IVF behandling kan man få til det første barn hvis kvinden er under 40 år. Vi kan henvise jer videre efter aftale.

Hvad er TESE?

Ved TESE tager man sædceller ud direkte fra testiklen (Testikulær SpermEkstraktion). Det kan være nødvendigt, når manden er blevet steriliseret tidligere eller mangler sædstrengene.

Hvad er ICSI?

ICSI står for Intra Cytoplasmatisk Sperm Injektion. Ved at lægge en enkelt sædcelle ind i hvert æg efter ægudtagningen kan man øge chancen for befrugtning, hvis der er få sædceller eller sædcellerne bevæger sig dårligt.

Hvad er IVF?

IVF står for IVitro Fertilisation (befrugtning i reagensglas). Metoden anvendes når:

  • kvindens æggeledere er ødelagte
  • når kvinden har svær endometriose
  • når manden har nedsat sædkvalitet
  • når man ikke kan finde årsagen til barnløsheden, og kvinden ikke er blevet gravid efter inseminationsbehandling

Ved IVF-behandling tager man æggene ud af æggestokkene og befrugter dem i laboratoriet. 2-5 dage efter æggene er taget ud, bliver de befrugtede æg lagt op i livmoderen igen.

Hvem kan få gratis IVF behandling på offentligt Sygehus?

For at få gratis reagensglas behandling på sygehus må man ikke have fælles børn. Behandlingen på sygehuset ophører når kvinden fylder 40 år. Kvinden og manden skal være gift eller have levet i et ægteskabslignende forhold i en vis periode.

Hvad betyder AMH tallet?

AMH står for Anti-Müllersk Hormon. Det måler hvor mange små æganlæg der er tilbage i æggestokkene. AMH-tallet er uafhængig af din menstruationscyklus og kan derfor måles alle dage (til forskel for FSH som skal måles på 2.-3. menstruationsdag). AMH tallet skal gerne være højt som udtryk for at du har en stor ægreserve. Er AMH-tallet under 10 er din ægreserve nedsat. Er det mindre end 3 er din fertilitet meget alvorligt påvirket.

Hvad betyder FSH-tallet?

FSH er en forkortelse for det “Follikel Stimulerende Hormon”. FSH-tallet siger noget om, hvor mange æg der er tilbage i æggestokkene.

Jo lavere FSH-tallet er, desto flere æg er der tilbage i æggestokkene som kan stimuleres frem under behandlingen. Det normale FSH-tal ligger mellem 3 og 10.

FSH-tallet analyseres i en blodprøve som skal tages på 2. eller 3. menstruationsdag. Det skyldes, at FSH-tallet svinger ganske betydeligt gennem menstruationscyklus. FSH-tallet er afhængig af østrogenindholdet i blodet. Østrogentallet (østradiol) skal være under 0,2 nmol/l for at man kan stole på FSH-tallet. Derfor bliver FSH og østrogentallet altid målt samtidigt.

Kvindens alder har også indflydelse på antallet af æg i æggestokkene. Derfor kan man godt forsøge at stimulere en yngre kvinde med et højt FSH-tal, hvorimod man hos en kvinde på over 40 år og et FSH-tal på over 10 som regel ikke kan stimulere særlig mange æg. I disse tilfælde er det en individuel vurdering om vi mener at det er muligt at tilbyde behandling.

Hvorfor skal kvindens hormonprøver undersøges på en bestemt dag?

Kønshormonerne FSH og LH svinger meget igennem menstruationscyklus. Derfor skal prøverne tages 2. eller senest 3. menstruationsdag (regnet ud fra at 1. dag er dagen med frisk menstruationsblødning), for at man kan anvende svarene.

Skal æggelederen fjernes når den er aflukket?

Forskning har vist, at det kun gavner at fjerne æggeledere som fyldes med væske under behandlingen. I det tilfælde reduceres chancen for graviditet med 50% og vi anbefaler at du får den fjernet. Det gøres ved hjælp af en kikkertoperation.

Hvorfor får man aflukkede æggeledere?

Det skyldes som regel en seksuelt overført infektion, som oftest med klamydia. Det er ikke sikkert kvinden har haft symptomer, idet over halvdelen af alle klamydia infektioner er symptomfrie. Herudover kan en graviditet i æggelederen eller en sprængt blindtarm ødelægge passagen i æggelederne.

Skal jeg undersøges for klamydia inden passageundersøgelsen af æggelederne?

Ved undersøgelsen for passage i æggelederne er der en meget lille risiko for at påføre dig en klamydiainfektion, hvis bakterien allerede findes i din livmoderhals. Derfor undersøger vi dig for klamydia inden vi laver passageundersøgelsen.

Tre ting du bør vide omvalg af donorsæd

Skal du bruge donorsæd, er der flere spørgsmål som du bør stille dig selv inden du vælger donor. Du og barnet kan få forskellige oplysninger om donor, afhængig af, hvilken type sæddonor du vælger. Det er vigtigt du tænker dig godt om, da valget ikke kan fortrydes på et senere tidspunkt når du er gravid.

Hvilke oplysninger ønsker du at få om donor?
Ønsker du en donor med basisprofil eller med udvidet profil?

Basisoplysningerne om sæddonorer omfatter øjenfarve, hårfarve, højde og vægt. Disse oplysninger har du krav på at få, uanset hvilken sæddonor du vælger.

Ønsker du at få flere oplysninger om donor er det muligt, hvis du vælger en donor med udvidet profil. Det er vigtigt at vide, at oplysningerne er anonymiserede, så du ikke kan identificere donor ud fra oplysningerne. Typisk vil sædbankerne lægge oplysninger ud om donors blodtype og oplysninger om donors interesser og beskæftigelse. Det kan være, du også kan se donors håndskrift eller høre hans stemme og se et babybillede. Hvilke oplysninger du helt konkret har adgang til kan variere mellem de forskellige sædbanker.

Hvilke oplysninger ønsker du barnet skal have om donor?
Ønsker du en anonym eller en åben donor?

Beslutter du dig for en anonym sæddonor, kan hverken du eller barnet senere hen få donors identitet at vide. Donor er anonym og vil være det for altid.

Hvis du vælger en åben donor kan barnet (men ikke du) efter det er fyldt 18 år, henvende sig til sædbanken. På sædbanken kan barnet bede om flere oplysninger om donor. De fleste åbne donorer har også forpligtet sig til en enkelt kontakt med barnet. Det kan for eksempel være et møde på sædbanken eller en telefonsamtale. Herudover kan sædbanken eventuelt udlevere flere helbredsoplysninger om donor. Husk at spørge på sædbanken hvilke oplysninger de vil udlevere til barnet når det fylder 18 år.

Donorer med udvidet profil kan være både åbne og anonyme, så der er mange valgmuligheder.

Vil du overlade valget af donor til fertilitetsklinikken eller købe din donorsæd selv?
På Dansk Fertilitetsklinik kan du selv vælge om du vil købe åben eller anonym donorsæd på klinikken, eller om du selv vil købe din donorsæd hos sædbanken.

Hvis du selv køber din donorsæd i sædbanken bestemmer du helt selv hvilken donor du vil have. Du tager også den fulde risiko hvis donor bliver spærret.

  • Donor kan blive spærret fordi han har opfyldt sin kvote på 12 familier i Danmark. Herefter må donor udelukkende anvendes af kvinder som i forvejen har et barn med samme donor.
  • Kommer der en indberetning på sæddonor, fordi der er født et barn med en misdannelse, bliver donor i første omgang spærret, indtil man ved, om misdannelsen kan være arvelig. Mens donor er spærret må fertilitetsklinikken ikke anvende de donorstrå du selv har købt, selv om de står på fertilitetsklinikken.
  • Hvis donor bliver spærret permanent må vi ikke behandle dig med donorsæden. Der kan være undtagelser, hvis du har et barn med samme donor i forvejen.

Hvis du køber din donorsæd hos Dansk Fertilitetsklinik, er det vores risiko, hvis donor bliver spærret og vi ikke må anvende donorstråene. Vi anvender udelukkende sæd fra danske sædbanker der er certificeret af Sundhedsstyrelsen. Ansvaret for udvælgelse, udredning og overvågning af sæddonorerne ligger udelukkende hos sædbanken.

Vi har ikke donorsæd fra donorer med udvidet profil på klinikken. Ønsker du en donor med udvidet profil må du selv købe sæden på sædbanken. Du skal også betale for transport af sæden til Dansk Fertilitetsklinik, og for modtagelse og opbevaring af donorsæden på klinikken. Vi anbefaler at du kontakter sædbanken i god tid inden du skal bruge donorsæden, så du undgår ekstra udgifter til akut levering og modtagelse af donorsæd. Du finder mere information på vores prisliste.

Hvad gør jeg hvis jeg ønsker at købe min egen donorsæd?

Du er velkommen til at købe din egen donorsæd og få den opbevaret hos os på klinikken.

Er det donorsæd til et søskende barn er der sjældent problemer, da man altid må genbruge samme donor til en søskende.

Hvis du ønsker selv at købe sæd direkte hos sædbanken til din behandling, skal du være opmærksom på, at der kan indtræffe omstændigheder hvor vi ikke må behandle dig med den sæd du selv har købt. Det kan skyldes at:

  • sædbanken har fået en indberetning på donor som medfører, at han er i karantæne
  • sædbanken har fået en indberetning på donor som medfører at han ikke længere må anvendes som sæddonor
  • donor har opbrugt sin kvote og må ikke længere anvendes

Køb af privat donorsæd er et mellemværende mellem dig og sædbanken. Dansk Fertilitetsklinik kan således ikke drages til ansvar, såfremt din private donorsæd ikke må anvendes.

Ved køb af privat donorsæd skal du betale for transport af donorsæden til Dansk Fertilitetsklinik, og for modtagelse og opbevaring af din donorsæd på klinikken. Vi råder dig til at kontakte sædbanken i god tid inden sæden skal bruges, så du undgår at skulle betale ekstra for akut levering og modtagelse. Se også vores prisliste.

Kan jeg medbringe min egen sæddonor?

Man kan medbringe sin egen sæddonor. Donor skal udredes som alle andre donorer. Donor har dog lidt forskellige forpligtelser overfor det kommende barn, afhængig af om han donerer til et heteroseksuelt par eller et lesbisk par/en singlekvinde.

  • Heteroseksuelt par: da det kommende barn i dette tilfælde har en far (manden skal påtage sig faderskabet for barnet) har donor ingen forpligtelser over for det kommende barn. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.
  • Lesbisk par eller singlekvinde: donor skal påtage sig faderskabet til barnet. Det betyder at han skal betale børnepenge og at barnet bliver arveberettiget efter ham. Donor må ikke være nært beslægtet med kvinden, da det øger risikoen for arvelige sygdomme hos barnet.

Hvordan får jeg fat i donorsæd?

  • Anonym donorsæd: du kan købe den direkte på Dansk Fertilitetsklinik. Vi har ca. 30 forskellige donorer fra en certificeret sædbank.
  • Anonym donorsæd med udvidet profil: kontakt sædbanken direkte. Vi anbefaler du køber sæd af typen ”IUI-ready”. Det er den vi selv anvender.
  • Åben donorsæd: Du kan købe sæden direkte på Dansk Fertilitetsklinik. Vi har følgende profiler liggende:
    • øjenfarve: blå hårfarve: blond
    • øjenfarve: blå hårfarve: mørkeblond/lysbrunt
    • øjenfarve: blå hårfarve: brunt
    • øjenfarve: brun hårfarve: brunt (sæd fra åbne donorer med brune øjne er ind imellem svær at skaffe. Spørg på klinikken).
  • Har du andre ønsker, skal du henvende dig direkte til sædbanken. Vi anbefaler du køber sæd af typen ”IUI-ready”. Det er den vi selv anvender.
  • Hvis du vælger at købe din donorsæd direkte hos sædbanken, skal du betale for transport af sæden til Dansk Fertilitetsklinik, og for modtagelse og opbevaring på klinikken. Vi anbefaler at du kontakter sædbanken i god tid inden du skal bruge sæden, så du undgår ekstra udgifter til akut levering og modtagelse af donorsæd. Du finder mere information på vores prisliste.
  • Hvis donor bliver spærret, er det dit eget ansvar. Se også “Hvad gør jeg hvis jeg ønsker at købe min egen donorsæd”.

Skal jeg vælge åben eller anonym donorsæd?

Fra 1. oktober 2012 kan du selv vælge om du vil bruge åben eller anonym donorsæd. Hvis du vælger åben donorsæd har barnet mulighed for en enkelt kontakt med donor efter det er fyldt 18 år. Det er kun barnet som kan få donors identitet at vide ved at henvende sig til sædbanken. Du køber åben donorsæd hos os eller direkte hos sædbanken.

Vi har åben donorsæd med følgende profiler:øjenfarve: blå hårfarve:

  • blond
  • øjenfarve: blå hårfarve: mørkeblond/lysebrunt
  • øjenfarve: blå hårfave: brunt
  • øjenfarve: brun hårfarve: brunt (åben donorsæd fra donorer med brune øjne kan i perioder være svær at skaffe. Spørg på klinikken)

Køber du anonym donorsæd på Dansk Fertilitetsklinik, kan du vælge donors hårfarve, øjenfarve, højde og vægt. Vi køber donorsæden på en godkendt sædbank (for det meste Nordic Cryobank). Du kan få donornummeret oplyst, så du kan reservere mere sæd til et søskendebarn. Hverken du eller barnet kan senere få yderligere oplysninger om donor.

Du har også mulighed for at vælge en donor med en udvidet men anonym profil. Her kan du få flere oplysninger om donor, men barnet kan ikke kontakte donor når det fylder 18 år. Denne sæd skal du selv købe via sædbanken og få transporteret til klinikken.

Hvis du vælger selv at købe din donorsæd direkte hos sædbanken, vil du skulle betale for transport til Dansk Fertilitetsklinik, og for modtagelse og opbevaring af donorsæd. Vi anbefaler, at du kontakter sædbanken i god tid inden du skal bruge sæden, så du undgår ekstra udgifter til akut levering og modtagelse af donorsæd. Du finder mere information på vores prisliste. Hvis donor bliver spærret, er det dit eget ansvar. Se også “Hvad gør jeg hvis jeg ønsker at købe min egen donorsæd”.

Jeg er blevet steriliseret. Hvilken fertilitetsbehandling skal jeg have?

Sterilisation hos kvinden: IVF behandling.

Sterilisation hos manden: selv om manden er steriliseret, producerer han fortsat sædceller. De kan blot ikke komme ud af testiklen. Derfor kan man stikke ind i testiklen og hente en lille mængde væv ud som indeholder levende sædceller. Denne procedure kaldes også for TESE. Herefter kan man sprøjte én sædcelle ind i hvert æg. Det kræver at kvinden får lavet IVF behandling, selv om det er manden der er steriliseret.

Skader rygning mænds sædkvalitet?

Ja. Man har påvist, at sædceller fra rygere indeholder flere DNA-skader end sædceller fra ikke-rygere. Især mænd med nedsat sædkvalitet kan øge chancen for graviditet ved at stoppe helt eller nedsætte deres tobaksforbrug.

Hvad kan jeg selv gøre for at behandlingen lykkes?

Se venligst afsnittet vedrørende livsstilsfaktorer her på hjemmesiden eller i vores pjecer. Rygning, alkohol og overvægt hos både kvinden og manden er nogen af de faktorer hvis indflydelse er undersøgt og dokumenteret bedst.

Hvor meget må jeg ryge under fertilitetsbehandlingen?

Rygning gør dine æggestokke 10 år ældre og øger behovet for hormoner. Derfor fraråder vi at kvinden ryger under behandlingen.

Nye forskningsresultater har også vist, at børn som er født af rygere har nedsat fertilitet. Vi må derfor også kraftigt fraråde at kvinden ryger under graviditeten.

Rygning skader også mænds sædkvalitet idet det medfører skader på sædcellernes DNA.

Hvor meget alkohol må jeg drikke under fertilitetsbehandlingen?

Nye forskningsresultater tyder på, at alkoholindtag hos kvinden på over 4 genstande om ugen kan påvirke hendes chance for at blive gravid. En ny dansk undersøgelse tyder på, at selv et mindre alkoholindtag kan påvirke graviditetschancen.

Når først kvinden er gravid bør hun ikke indtage alkohol overhovedet, da alkohol er en cellegift som påvirker fosteret.

Hos manden kan større mængder alkohol også være skadelig for sædkvaliteten.

Er der ventetid på behandling med IVF og insemination?

Nej. Når først man har været til den indledende samtale og alle nødvendige undersøgelser er lavet, er der ingen ventetid på opstart af behandling med IVF eller insemination. Vi har en kort ventetid til den indledende samtale, og vores udredningsprogram er hurtigt of effektivt. Det meste bliver klaret ved den første samtale. Du kan finde en liste med undersøgelser som egen læge kan foretage i ventetiden, således at du kan starte behandling umiddelbart efter samtalen.

Er behandling med insemination gratis?

Ja. Undersøgelser og inseminationen er gratis hvis man medbringer en henvisning fra egen læge. Medicin og donorsæd skal man selv betale.

Hvorfor skal jeg aflevere en ny sædprøve?

Mænds sædkvalitet kan svinge meget. Er laboranten i tvivl om den er god nok til en inseminationsbehandling, vil vi ofte bede om en ny prøve. Sygdom og feber hos manden nedsætter også sædkvaliteten i op til 3 måneder efterfølgende. Derfor kan det være nødvendigt, at der går lidt tid inden du afleverer en ny sædprøve.

Hvornår skal jeg ringe for at komme i gang med IVF og insemination?

Det er bedst at ringe den dag du får din menstruation. Så kan sekretæren fortælle dig hvornår du skal møde første gang. Da det allerede kan være på 2. menstruationsdag er det vigtigt du ringer første menstruationsdag.

Hvad sker der når alle forundersøgelser til IVF eller insemination er foretaget?

Når samtalen med lægen slutter vil du få besked om hvornår vi kontakter dig igen. Skal du have lavet en HSG (passageundersøgelse af æggelederne), skal du ringe til os når du har fået svar på undersøgelsen. Vi aftaler normalt at vi ringer eller sender en mail en dag hvor vi forventer at vi har fået alle blodprøvesvar. Så kan vi fortælle dig om du skal i behandling med IVF eller insemination, og hvornår du skal starte på behandling. Du kan også læse mere i vores patientinformationer.

Hvad sker der ved den første samtale?

Du kommer til at tale med en læge som gennemgår de oplysninger der er blevet sendt ind i forvejen. Som regel kan vi ved hjælp af disse oplysninger hurtigt finde ud af om der skal foretages yderligere undersøgelser eller du er klar til at starte i behandling med IVF eller insemination.

Kvinden vil få lavet en gynækologisk undersøgelse og både kvinden og manden skal have taget blodprøver.
Lægen informerer om de forskellige behandlingsmuligheder med IVF og insemination. Læs vores informationsskrivelse om barnløshedsbehandling inden du kommer, så er du godt forberedt på samtalen.

Hvis du har været i behandling med IVF tidligere: husk at medbringe kopi af din journal med stimulations-, æg- og sædskemaer.

Hvad er chancen for at blive gravid uden IVF eller insemination?

Kvindens alder er den vigtigste faktor for at blive gravid.

  • Når kvinden er 25 år tager det i gennemsnit 4 måneder at blive gravid
  • Når kvinden er 35 år tager det i gennemsnit 8 måneder at blive gravid
  • Når kvinden er 40 år tager det i gennemsnit 16 måneder at blive gravid

Har man forsøgt i mere end 12 måneder er der god grund til at begynde en udredning for at undersøge om der er en årsag til at man ikke er blevet gravid. Er kvinden over 37 år kan man godt begynde på en udredning for at finde en årsag efter 6 måneder, da kvindens fertilitet falder meget hurtigt med stigende alder. Finder man ingen årsag, kan behandlingen begynde herefter.

Hvad er årsagen til barnløshed?

Hos kvinden:

  • aflukkede æggeledere
  • manglende ægløsning
  • endometriose
  • muskelknuder i livmoderen (fibromer)
  • kvindens alder (og æggenes kvalitet)

Hos manden:

  • nedsat sædkvalitet
  • manglende sædstrenge
  • mandens alder

Hos 20% af alle par finder man ikke årsagen til barnløsheden.

Hvornår er man barnløs?

Har man haft regelmæssigt ubeskyttet samleje (2-3 gange om ugen) igennem et helt år uden at opnå graviditet, er det rimeligt at undersøge, om der er en årsag til den nedsatte frugtbarhed hos manden og/eller kvinden.

I løbet af 1 år vil 84 % af alle frugtbare par opnå en graviditet. Venter man endnu et år, vil op til 92 % blive gravide.

Kan jeg bruge en henvisning hos jer?

Ja, vi praktiserer under sygesikringen. Det betyder, at undersøgelse for barnløshed og behandling med insemination er gratis til første barn, hvis du har en henvisning fra egen læge. Kvinden og manden skal have en henvisning hver.

Hvordan kommer jeg i gang med behandling med IVF og insemination?

Du skal først ringe til din egen læge og bede om en henvisning til en gynækolog. Når du har fået henvisningen ringer du til vores sekretær på tlf. 3834 9030 for at bestille tid til en lægesamtale. Ved samtalen planlægger du og lægen det videre forløb.

Du kan ikke bruge en henvisning til behandling til barn nr. 2. Her skal du selv betale for både udredning og behandling. Spørg sekretæren hvis du er i tvivl om du er berettiget til gratis udredning over sygesikringen.

FAQ filter

Vælg faq kategori

Rækkefølge

Send os en mail!

Vil du bestille en tid eller har du spørgsmål som ikke besvares i vores FAQ? Vi er her for at hjælpe dig.