forside-topbanner-03.jpg

Reagensglasbehandling (IVF)

Reagensglasbehandling er en af de mest anvendte behandlingsmetoder ved kunstig befrugtning. I dag udgør reagensglasbørn ca. 5% af alle nyfødte i Danmark. Vi giver dig her alt hvad du har brug for at vide om reagensglasbehandling. Derudover får du også et indblik i, hvordan et behandlingsforløb hos Dansk Fertilitetsklinik vil forløbe for dig.

Hvad er reagensglasbehandling?

Reagensglasbehandling er en behandlingsform, hvor man via forudgående hormonbehandling stimulerer ægdannelsen hos kvinden, hvorefter æggene suges ud af æggestokkene og befrugtes i et laboratorium. Efter æggene er befrugtet, sættes de tilbage op i livmoderen.

Der findes to metoder til at befrugte æggene i laboratoriet. Disse to behandlingsmetoder består af IVF-behandling og ICSI-behandling – også kaldet mikroinsemination.

Forskellen på disse to behandlingsformer er, hvordan æggene befrugtes efter selve ægudtagningen er udført.

Ved IVF-behandling tilsættes der 100.000 sædceller til hvert æg, og sædcellen skal selv finde vej og befrugte ægget. Ved ICSI-behandlinger indføres der kun én sædcelle direkte ind i ægget.

Få en gratis rådgivningstime

Hos Dansk Fertilitetsklinik tilbyder vi forud for alle behandlinger en gratis rådgivningstime.

Formålet med vores indledene samtale er både at lære dig/jer at kende, samt for at give jer mulighed for at få stillet alle de spørgsmål, som I måtte have i forbindelse med forløbet. Vi ved, at der er rigtigt mange spørgsmål der presser sig på, og med vores mere end 40 års erfaring, kan vi altid tilbyde den bedst mulige rådgivning.

I denne forbindelse vil vi derfor også tale om, hvilke behandlingsmuligheder der er mest velegnet for dig/jer samt rådgive jer omkring, hvordan I selv kan forøge jeres chancer for at blive gravide.

For par er det særligt vigtigt at vide, hvordan man kan øge mandens sædkvalitet i tiden op til et behandlingsforløb. En mands sædkvalitet kan eksempelvis forbedres væsentligt, hvis han vælger at dyrke mere motion, spise sundere eller undlader at ryge og drikke større mængder alkohol i både ugerne og månederne op til behandlingen.

Sådan forløber behandlingen hos os

Selvom reagensglasbefrugtning er en relativ simpel proces, der tager cirka et kvarter, er der stadig forskellige skridt i behandlingen, som man skal igennem.

Vi giver jer derfor her det fulde overblik over, hvordan forløbet for jeres reagensglasbehandling vil foregå hos os – skridt for skridt.

Inden behandlingen påbegyndes: Hormonbehandling af kvinden

Første skridt i en reagensglasbehandling er at stimulere æggestokken, så der udvikles flere modne æg på én gang. Normalt modner kvinder kun 1 æg, men i disse tilfælde vil vi gerne have 10-12 ægblærer.

Dette gøres med et follikelstimulerende hormon, også kaldet FSH. Det skal tages som indsprøjtninger i maveskindet.

Hormonbehandlingen med det follikelstimulerende hormon starter på 2.-3. menstruationsdag og varer 10-12 dage. På grund af varigheden kalder vi det ”kort” protokol

Nogen kvinder reagerer bedre på hormonbehandlingen, hvis de har fået en forbehandling med næsespray i ca. 14 dage inden hormonbehandlingen begynder. Da selve behandlingen så tager cirka 4 uger, kalder vi det en ”lang” protokol.

Chancerne for at blive gravid er lige store ved begge forløb. Hvilken type hormonbehandling du skal have afhænger af din alder, din ægreserve og et par andre ting. Sammen med lægen finder du ud af, hvilken behandling der er bedst for dig.

Æggene er modne, når ægblærerne måler ca. 18 mm. Når dette stadie er nået, får du en ægløsende indsprøjtning.

36 timer efter denne indsprøjtning er blevet givet, skal I møde i klinikken til selve æg udtagningen.

Ægudtagning

Lige før selve ægudtagningen får du noget smertestillende medicin. De modne æg tages herefter ud med en nål, vejledt af ultralyd. Nålen føres op i æggestokkene gennem toppen af skeden.

På ultralydsskanneren kan man se æggestokkene med de modne æggeblærer, som suges tomme, hvorved æggene høstes. Selve indgrebet tager kun 5-10 minutter. Her søger vi selvfølgelig for at du oplever så få gener som overhovedet muligt.

Aflevering af sædprøven

På dagen hvor ægudtagningen finder sted, skal din mand, såfremt æggene skal befrugtes med din partners sæd, medbringe en sædprøve.

Denne sædprøve laves derhjemme i et udleveret sædbæger, der mærkes med begge jeres navne og personnumre. Vi anbefaler, at din mand ikke har haft udløsning 1 dag forud for selve behandlingstidspunktet.

Det er meget vigtigt, at bægeret holdes kropsnært under transporten til klinikken. Selve prøven må ikke være mere end 3 timer gammel, når den afleveres til vores sekretær.

Befrugtning af æg

Efter at æggene er blevet taget ud og sædprøven er blevet afleveret, er det tid til at foretage selve befrugtningen.

Det er på dette stadie at IVF-behandling adskiller sig fra mikroinsemination (ICSI).

Ved IVF-behandling tilsættes der 100.000 sædceller for at befrugte ægget. Ved ICSI-behandlinger indføres der kun én sædcelle direkte ind i ægget.

Æggene befrugtes og dyrkes herefter i vores laboratorium i 2-5 dage. Herefter er det tid til ægoplægningen, hvor de befrugtede æg sættes tilbage op i livmoderen.

Oplægning af æg

Ved ægoplægningen udvælges der typisk et eller to pæne æg, som oplægges gennem livmoderhalsen ved hjælp et lille plastikrør. Sundhedsstyrelsen siger, at vi bør lægge èt æg op hos kvinder under 40 år, medmindre der er specielle grunde til at lægge to æg tilbage.

Efterbehandling med hormoner

Efter ægoplægningen behandles kvinden både ved IVF-behandlinger og ICSI-behandlinger med det graviditetsbevarende hormon kaldet progesteron.

Progesteron skal tages som stikpiller til skeden i de kommende 2 uger. Progesteron medvirker til at udvikle slimhinden, som det befrugtede æg skal vokse fast i.

Endelig graviditetstest

14 dage efter æg oplægningen foretages der en graviditetstest for at fastslå om behandlingen har været en succes.

Hvis ikke i er blevet gravide, kan i efter en måned få foretaget en ny behandling.

Bivirkninger ved reagensglasbehandling

Selvom reagensglasbehandling er en yderst sikker behandling, så er den ikke helt fri for bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger inkluderer hormonsvingninger hos kvinden. Behandlingen kan derfor være psykisk hård at komme igennem. Her gør vi dog alt hvad vi kan for at sikre os, at alle vores patienter er forberedt på dette.

Siden behandlingen foregår med hormonindsprøjtninger kan kvinden også komme til at opleve ømhed i maven omkring indstiksstederne. Til sidst under stimulationen kan der også være ømhed i underlivet på grund af de store æggestokke.. Dette bør dog som udgangspunkt ikke medføre store gener.

De mest alvorlige bivirkninger ved behandlingen opleves af dem, som udvikler såkaldt overstimulation.

I dag udvikler 1-2% af alle patienter overstimulation. Den viser sig i form af almen utilpashed, kvalme, diarre, mavesmerter, oppustethed i underlivet og eventuelt vejrtrækningsbesvær. I de fleste tilfælde går det hurtigt over af sig selv. Svær overstimulation er sjælden og kan kræve indlæggelse på et hospital.

En anden ting som mange forbinder med reagensglasbehandling er sandsynligheden for, at man bliver gravid med tvillinger.

Det er dog vigtigt at sige, at chancerne for at få tvillinger som følge af en behandling hos os er relativt lille. Dette afhænger i sidste ende meget af hvor mange æg man får sat op i livmoderen under selve behandlingen.

Hvis kvinder under 35 år som får lagt et æg af topkvalitet op, vil cirka 50 % blive gravide efter æg oplægning. I denne gruppe vil 0,5 % vente tvillinger.

Hos ældre kvinder er risikoen for tvillinger mindre. I 2016 lagde vi kun ét æg op i 80% af alle behandlinger hos kvinder under 40 år, og 2,3% af dem ventede tvillinger efter IVF eller ICSI behandling.

Vi har nogle af de bedste resultater inden for reagensglasbefrugtning

Hos Dansk Fertilitetsklinik har vi i mange år ligget i den absolutte top, når det kommer til vores resultater inden for reagensglasbehandling, både når der er tale om IVF-behandling og insemination.

Siden 2009 har vi konstant ligget på enten første, anden eller tredje pladsen blandt alle offentlige og private IVF klinikker. Vores IVF resultater ligger mellem 51,0% og 28,9% positiv graviditetstest efter ægoplægning, afhængig af din alder.

I år 2017 var antallet af afsluttede graviditeter 33,0% på landsplan per æg oplægning. Hos os var det 37,5% for kvinder under 40 år. Du kan læse meget mere om vores resultater på denne side.