4. januar 2010 - danfert
I januar nummeret 2010 af det ansete europæiske tidsskrift Human Reproduction beskriver den ansete professor i psykologi ved Universitetet i Cambridge, Susan Golombok, udviklingen hos en gruppe engelske børn født af singlekvinder efter donorinsemination, børn født af lesbiske kvinder efter donorinsemination, og børn født i traditionelle parforhold.
Det er tredje gang at såvel børn som mødre gennemgår et uddybende interview og psykologiske tests. Alle deltagerne er tidligere blevet interviewet og testet to gange, da børnene var omkring 6 år, og igen da børnene var omkring 12 år gammel. I den aktuelle undersøgelse er de i 18-20 års alderen.
Undersøgelsen viser, at både singlemødrene og de lesbiske mødre er dybere følelsesmæssigt engageret i deres børn, og de udviser mindre ængstelse for at miste den følelsesmæssige kontakt til børnene end mødrene fra traditionelle parforhold. Denne forskel kan ikke forklares med, at de traditionelle mødre har flere børn og derfor mindre tid til det enkelte barn.
Singlemødre oplever færre alvorlige uoverensstemmelser med deres børn og opdrager dem mere konsekvent end lesbiske og traditionelle mødre.
Hvordan har børnene det så i slutningen af puberteten? Generelt er de lige så glade for deres mor som unge fra traditionelle familier. Unge af single- og lesbiske mødre har langt færre depressioner, mindre angst og mindre fjendtlighed end unge fra traditionelle familier. De har et højere selvværd og uddannelsesniveau, og flere har kærester. Det sidste kan hænge sammen med, at de i snit er ca. 1 år ældre end unge fra traditionelle familier.
Unge med singlemødre har en mere veludtalt humoristisk sans og færre alkoholproblemer end børn af lesbiske eller traditionelle mødre. Derimod er der ingen forskel med hensyn til hashrygning.
Det er meget interessant at alle unge, bortset fra en enkelt biseksuel kvinde, identificerer sig selv som heteroseksuelle. Der er ingen forskel i udviklingen i kønsidentitet, selv om faderen er fraværende i familien.
Det forøgede psykologiske velvære hos børn af singlemødre og lesbiske mødre viser sig i form af færre depressioner, højere selvværd, mindre fjendtlighed og mindre alkoholforbrug. Det antyder at børnene er mere psykologisk tilpasset i familier med singlemødre eller lesbiske mødre i forhold til traditionelle familier.
Dette forhold er i stik modsætning til forholdene hos børn som lever med uønsket enlige mødre efter en skilsmisse eller separation. Hos disse børn og unge har man gennemgående fundet, at børnene har større risiko for følelses- og adfærdsproblemer. Det kan skyldes, at man blandt de enlige mødre finder flere kvinder med depression, at mødrene er dårligere uddannede, at der ofte forekommer konflikter mellem forældrene efter en skilsmisse, og at de enlige mødre opdrager deres børn mindre konsekvente and singlemødrene gør.
Det er derfor vigtigt, at man ikke blander disse to familietyper sammen.
Golombok S, Badger S. Hum Reprod 2010; 25: 150-57.